Forbryderalbum
|
|
Regeringspolitik
De ansvarlige politikere 
Anders Fogh Rasmussen (V) |
Onsdag d. 18. november 1992 blev Anders Fogh Rasmussen (AFR) afsat som økonomi- og skatteminister. Eller rettere, han valgte selv at trække sig efter det var konstateret, at der i Folketinget var et flertal for at afsætte ham. Han blev erstattet på posten som skatteminister af den langt hæderligere Peter Brixtofte. «Kreativ bogføring» - svindelBaggrunden for afsættelsen er svindel med ministeriets midler under den pænere betegnelse: Kreativ bogføring. AFR er i 1987 blevet udnævnt til økonomi- og skatteminister, og den unge venstreløve går straks i gang med at bevise, at Schlüterregeringens nedskæringsideologi ikke blot er tom retorik. Han gennemfører de følgende år en drastisk omlægning af sit ministerium og skærer drastisk ned. Toldvæsenet og Skattevæsenet der hidtil har været adskilte direktorater bliver pr. 1. marts 1989 lagt sammen i den nyoprettede Skatte- og Afgiftsstyrelse. Samtidig reduceres selskabsligningen til næsten ingenting, for at gøre virksomhedernes skatteafrapportering lettere. Uafhængige iagttagere vurderer, at alene angrebet på selskabsligningen siden da gjorde det muligt for virksomheder at snyde for omkring 1 mia. i skat årligt - simpelthen fordi kontrollen med regnskaberne er reduceret til det rene ingenting. Nedskæringerne medfører endvidere, at også ministeriet får reduceret sine budgetter. Den første «kreative bogføring» bliver derfor begået allerede i 1988, hvor Datacentralen og Kommunedata tvinges til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år - men som først betales i 1989. Det drejer sig om 16,5 mio. kr. Endnu værre går det i 1989, hvor der er et hul i budgettet på 150 mio. kr. AFR står nu overfor at skulle gå den tunge gang til finansministeren, for at bede om et stort beløb til dækning af merforbruget i ministeriet. Denne mulighed er dog i så voldsom strid med ministerens neoliberale ideologi, at der må findes andre og mere kreative løsninger. I det sene efterår indgår ministeriet og Datacentralen derfor en kontrakt, hvor en betaling på 35 mio. kr. udskydes til 1990. Noget sådant er ulovligt, og især når ministeren ikke informerer andre. Og det undlader AFR at gøre, trods det at han deltaget i beslutningen. Hverken da han i slutningen af november alligevel må bede finansudvalget om flere penge; eller da udvalget den 6. december beder om flere oplysninger om de kaotiske forhold i ministeriet. Trods hemmeligholdelsen af kontrakten med Datacentralen siver oplysningen alligevel ud, og den 21. februar erklærer AFR i Folketinget, at han har igangsat en særskilt juridisk undersøgelse af kontrakten. Det er imidlertid løgn. Det sker først med nedsættelsen af en kommissionsdomstol flere uger senere. I disse måneder har AFR bevidst tilbageholdt oplysninger fra finansudvalget, og ender med at lyve overfor folketinget. Det er en åbenlys overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og burde have medført, at AFR var blevet sat for en rigsret - på samme måde som daværende justitsminister Erik Ninn Hansen blev flere år senere. Kommissionsdomstolen kommer på et langstrakt arbejde, og er først i stand til at afgive en slutrapport 18. november 1992. Det er denne rapport, der fælder AFR. Kommissionsdomstolen har mildest talt haft store problemer med at indsamle data om sagen fra ministeriet. Det viser sig, at som følge af den ivrige venstreministers omstruktureringer og nedskæringer er selv de mest basale administrative procedurer brudt sammen i flere direktorater. Der føres ikke længere journal over ind- og udgående post. Vigtige aktstykker er ikke journaliserede og må formodes at være forsvundet - eller destruerede. Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt har i slutningen af 89 gennemført en vigtig undersøgelse af arbejdsgangen i ministeriet, og er herunder også faldet over kontrakten med Datacentralen, men rapporten der har været dyr og må formodes at være vigtig er helt forsvundet. Kun et internt notat fra ministeriet er tilbage. Det der overbeviser de andre partier om nødvendigheden af AFR's afgang er ikke hans deltagelse i svindelen med de 35 mio. kr. men hans føren folketinget og finansudvalget bag lyset i vinteren 89/90. AMBIDet er imidlertid ikke første gang AFR fører folketinget bag lyset. I marts 1992 er Danmark blevet dømt ved EF domstolen for at have omlagt arbejdsgiverbidragene. Da ændringen er undervejs i 1987 vurderer embedsmænd i både justits- og udenrigsministeriet, at ændringen sandsynligvis er i strid med gældende EF ret, fordi den rummer et element af statsstøtte til arbejdsgiverne. Denne vurdering bliver imidlertid ikke lagt frem for folketinget, der alene bliver informeret om de påtænkte ændringer. I december 1987 pålægger skatteudvalget skatteministeren - igen AFR - om at give en: «indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt ordningen juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks placering i EF, og hvilke synspunkter der taler for og imod, at Danmark ved ordningens etablering ikke lever op til de krav, som de andre EF-lande kan stille til os«. Trods de kritiske vurderinger fra embedsmændene - der findes som et regeringsinternt rapportbilag - svarer AFR yderst kortfattet: «Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning af arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været, at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte forslag». Efter AMBI dommen i marts 1992 erkender folketinget, at det er blevet ført bag lyset af ministeren. Sagen tages op i tingets Udvalg for Forretningsorden, men inden sagen når at blive afgjort, er ministeren afsat for sin kreative bogføring. Skattefolk i oprørRasmussen når at sidde i alt 5 år som skatteminister, og indadtil er det ikke gået stille af. I efteråret 1990 finder de ansættes tillidsrepræsentanter i skattevæsnerne i de større byer situationen så belastende, at de tager det meget usædvanlige skridt, at de går til offentligheden, og opfordrer skatteministeren til at gå, for at tilliden til skattevæsenet kan genoprettes:
Kilder: Sidst opdateret: 2005-01-18 |
Forlaget Solidaritet, 2200 København N / Læst af
73621 